Polen er et land, der ikke har bjerge som Alperne, Pyrenæerne eller Dolomitterne inden for sine grænser. Men dets naturskønne bjergkæder kan være utroligt charmerende.
Det, der kendetegner disse områder, er mangfoldigheden af natur og landskaber. Hvert massiv har en unik og individuel karakter. Her finder du lange naturskønne stigninger, skarpe og udfordrende bakker, uspolerede områder samt stærkt urbaniserede turistområder.
Jeg vil gerne introducere dig til Beskiderne: Både grønne og vilde. Du kan finde sektioner med perfekt asfalt, men også steder, hvor du bør stå af cyklen.
Den schlesiske del af Beskiderne er den næststørste bjergkæde i Polen. Dens rige kultur er en konstant attraktion for turister. Det er de bjerge, der ligger mit hjerte nærmest, hvor jeg tilbragte en stor del af min barndom. Jeg kommer her meget ofte, da det så at sige blot er et stenkast fra mit hjem.
Jeg kender stort set alle veje her, så ruten jeg har lavet er baseret på et kompromis mellem svære stigninger og steder med lidt trafik. Der vil være ret meget cykling, med en distance på 130 km og 2000 højdementer. Men tro mig, når jeg fortæller dig, at dette kun er et lille stykke af, hvad du kan opleve her.
Min dag starter tidligt: Jeg er ved starten i Wisla-området før klokken ni – for at undgå den tidlige morgentrafik. For at kunne fornemme stemningen i bjergene med det samme, har jeg planlagt ruten, så starten er ret krævende, med en umiddelbar stigning på 300 højdemeter. Og at køre op ad var aldrig mit speciale.
Terrænet er typisk beskidisk: Skove strækker sig hele vejen rundt, ingen spektakulære udsigter, men rig på frodigt grønt. Jeg er halvvejs til toppen, da det begynder at blive mørkere og regnen kommer. Ved slutningen af stigningen ledsages jeg af en varm og beroligende støvregn.
Efter den første stigning cykler jeg ind i små Beskid-byer og begynder at opleve kulturen på det sted, hvor jeg er. Cyklende ned ad bakke, passerer farverige huse, træskulpturer og højlændere, der græsser får.
Jeg når Koniakow, starten på stigningen til Ochodzita. Dette er den længste og næstværste bakke på ruten – der slutter ved en lokal restaurant og en flot udsigt. Men på toppen er dog ikke noget godt sted at stoppe. Koniakow er hovedstaden for polske kniplinger, og museet, der ligger halvvejs oppe af indkørslen, er bestemt et stop værd at besøge.
Bygningen er dekoreret med smukke mosaikker, og indenfor er der unikke udstillinger af kniplinger og historien fortalt af bemærkelsesværdige gamle fotos.
Da jeg når toppen, sørger jeg for at fange panoramaet af Beskidernes bjerge. Næste punkt: Næsten 30 kilometers blid nedkørsel på snoede stier. Kvaliteten af vejene er meget god. Asfalten er glat og uden huller. Den eneste ulempe er, at der er meget biltrafik, så du skal være fuldt fokuseret. Trafikkulturen i Polen lader stadig meget tilbage at ønske.
Kilometerne går lynhurtigt, og undervejs støder jeg på nogle maleriske byer som Laliki, Rajcza og Milowka. Fra dette tidspunkt begynder vejen at stige, og monotonien afbrydes af to udfordrende, men korte bakker.
Efter at have kørt ned ad strækningen bliver ruten mere attraktiv, da vejen løber langs Zywiecki-søen. Jeg er ret heldig, for i det øjeblik hvor jeg er ved at tage denne rute, bliver der bygget en ny vej, så trafikken for biler er lukket. I det daglige kan man forvente meget flow her, da de fleste er i deres sommerhuse, der ligger rundt om søen. Vejen snor sig mellem træerne, som af og til afslører et panorama over søen.
Efter de mindre byer er det tid til Szczyrk. Den næststørste by i regionen. Af de mange steder at vælge imellem her, har jeg valgt SKI & BIKE-caféen. Dette sted har en unik atmosfære og deler også en kærlighed til cykler.
Mens jeg drikker min kaffe, taler jeg med ejeren om cykling og caféens historie. Om hans passion for cykler, at bygge sine egne konstruktioner. Jeg ser mange af udstillingerne med mine egne øjne.
Jeg trækker kaffedrikkeriet ud, så længe jeg kan. Årsagen er enkel: Foran mig ligger den sidste og sværeste stigning, Salmopol-passet. Selve strækningen er mere end 7,5 kilometer opad med en gennemsnitlig stigning på 5,6 procent. Efter 100 km allerede tilbagelagt, kan denne stigning være noget af en udfordring.
Stigningen starter jævnt og bliver gradvist mere udfordrende.
Mens jeg cykler op, har jeg fået tid til at reflektere over, at det for bare et år siden aldrig ville have strejfet mig at planlægge og cykle denne rute. Jeg havde altid undgået de væsentlige stigninger, og at cykle til toppen var tortur. Det, der ændrede min tilgang, er, at jeg indså, at mit liv altid har været omgivet af bjerge. Som barn var det vandring, så løb jeg ultramaraton, og den manglende brik var simpelthen cykling i bjergene.
Jeg nærmede mig processen gradvist: Startede med små bakker og øgede med tiden sværhedsgraden ved at tilføje flere og flere højdemeter. Sådan kan du virkelig nyde at cykle i bjergene, du skal bare kunne lide det og forberede dig på det. Efter at have reflekteret, befinder jeg mig nu på toppen af Salmopol Pass. Dette sted kaldes almindeligvis Det Hvide Kors, og jeg må skuffe dig, der er ingen spektakulær udsigt på toppen, kun en parkeringsplads til biler.
Jeg tager min vindjakke på og cykler ned i retning af Wisla. Nedkørslen er let og behagelig og ender under skihopbakken. Faktisk er jeg allerede i mål, det eneste der er tilbage er den lige vej til byen.
Det var en smuk dag tilbragt på cyklen.
Hvis du endnu ikke har været i Beskiderne, så forbered dig på at blive charmeret af intensiteten af deres grønne omgivelser og mangfoldigheden ved deres landskaber.
Du finder områder uden mennesker, men også byområder med meget bil- og turisttrafik. Kvaliteten af vejene er god, og stigningerne er ikke stejle, bare lange og udfordrende.
Hvis du gerne vil prøve andre ruter, vil jeg anbefale klassikerne:
Lille Beskid Omgangen 102 km/1680 hm
Stor Beskid Omgangen 141 km/1320 hm
Om Jacek
Mit navn er Jacek Thomann, jeg bor i Polen og er besat af cykler, teknik og fotografering. At kunne kombinere disse ting og udforske mit hjemland er en drøm, der går i opfyldelse.
Del denne artikel
