Der findes ikke et andet cykelløb som Paris-Roubaix. Det er en sand udmattelseskamp for både ryttere og cykler. Find ud af, hvordan du skal takle brostenene, og hvad der er en god opsætning på cyklen ifølge de sande pavé-entusiaster.
Fra Compiègne til Roubaix. Fra glat asfalt til århundredgamle brosten af granit. Cyklen under dig bliver forvandlet til et trykluftbor. Du kan kun håbe på at holde fast, mens dine ører bombarderes af den konstante støj. Dine lunger er ved at eksplodere og dine ben skriger.
Hvem kan elske eller drømme om det her? Millioner af mennesker, viser det sig. Cyklister er kreative mennesker, som kan finde lige så meget magi i en mudret brostensstrækning som i en solbeskinnet, snoet bjergvej.
Nol van Loon og hans venner har været besat af Paris-Roubaix gennem længere tid. I tolv år er de rejst til Nordfrankrig for at heppe på feltet i det udmattende 257 km lange monument. Når det er godt vejr, tænder de endda for grillen. Nogle gange har de kørt Sportive-udgaven inden; andre gange ruller de en tur om mandagen efter løbet.
“Jeg kan rigtig godt lide brosten. At cykle på dem. Landskabet omkring brostensvejene. Og det heroiske aspekt ved brostensløb,” siger Nol. “I hvilken anden sport kan man være så lidt som 10 meter fra, hvor det hele sker? Det er noget helt særligt.”
Nol er også kendt under navnet Fatpigeon (@fatpigeon.cc) som medstifter af en forsamling af historiefortællere omkring terræncykling. Gennem årene har brostenenes tiltrækningskraft fået hollænderen til at vende tilbage igen og igen. Han har givet den fuld gas i Sportive-løbet og set andre ryttere styrte til højre og venstre. Han har cyklet ultraløb på brosten om natten. Paris-Roubaix i mørke? Måske det eneste, der er endnu vildere end selve løbet. Over tiden er Nol blevet mere veltrænet og hurtigere. Og farten betyder noget: Så kan man "surfe" hen over de ujævne brosten i stedet for at ramme dem.
Nol ved, hvordan han skal klare sig på pavéen under alle forhold og har efterhånden fundet det perfekte set-up. Selvfølgelig kan man forberede sig i det uendelige til denne udfordring, men den svære samhørighed med brostenene? Den kommer indefra.
Angstens skov
Arenbergskoven lyder måske som et eventyrligt sted, men i virkeligheden er den en cykelrytters værste mareridt. Ruten går i lige linje gennem en fugtig, mørk skov på en brostensbelagt vej, der er så ujævn, at den er lukket for almindelig trafik året rundt.
På Nols vintertræningstur var hans udgangspunkt den værste del af løbet, de 30 brostensstrækninger. Han elsker tydeligvis smerte. Og det hjælper ikke, når morgentågen skjuler ethvert glimt af den anden ende.
Nol anbefaler, at man kalibrerer hele sit Roubaix-setup til Arenberg: Hvis det kan klare denne djævelske sektion, kan det også klare alt andet.
På disse veje er det rette dæktryk så vigtigt, at rytterne holder deres valgte psi dybt hemmeligt. Nol vejer lige over 80 kg og vælger 36 psi (2,5 bar) i sine 30 mm tubeless-dæk. “Det gør en enorm forskel. Man skal have så lavt et tryk som muligt for at få mere vejgreb og mindre usikkerhed omkring punktering,” siger han.
Et sikkert skift
Det kombinerer han med Shimanos ULTEGRA C50 hjulsæt, som levede op til turens udfordring med bravur. De er perfekte til den kræsne entusiast med deres balance mellem avanceret design, ydeevne og pris “De er lette og aerodynamiske på asfalten, men også brede nok til at holde dækket ordentligt. De giver den helt rigtige følelse, selv med lavt dæktryk,” siger han. “De fik nogle gevaldige tæsk, når jeg gav fuld gas gennem vandpytter og de mere modbydelige strækninger. Men de klarede det, så bravo til ULTEGRA-hjulene!”
Hans ULTEGRA R8100 12-speed geargruppe og kæde var ligeledes upåvirket af ujævnhederne. De har den revolutionerende HYPERGLIDE+ teknologi og et nyt, mere ergonomisk, trådløst cockpit. Med det elektroniske Di2 gearskifte og de ekstra skiftekontakter på toppen af manchetterne er det meget nemmere at benytte sig af Shimanos sædvanlige hurtige gearskifte, selv hvis hænderne gør ondt eller er følelsesløse af vibrationerne. Det giver alt sammen lidt mindre at bekymre sig om på den nådesløse pavé.
“Brostenene i Roubaix er slemme, men skoven er vanvittig – det er helt latterligt,” siger Nol. Engang punkterede begge hans dæk kort efter, at han var kørt ind i Arenberg med 60 km/t, så han ikke havde noget vejgreb. “Nu hvor jeg ved, hvor forfærdeligt det er, har jeg altid en vis angst for skoven,” siger han. “Hver gang tænker jeg ‘hvad mon der sker denne gang?’ Man ved aldrig, hvor glat eller slemt det bliver, så det er som at begive sig ud i det ukendte. Og lige fra starten får man slaget fra brostenene, der ryster hele kroppen.”
Dertil kommer det fulde orkester af lyde fra cyklen: kæden, der slår mod stellet, og de skrigende dæk, der bliver mishandlet af det ujævne terræn. Cyklen forvandles til en arrig tyr.
Arenbergskovens placering i selve løbet, 95 km inden målstregen, er normalt den skræmmende optakt til den endelige nedslidningsproces mellem favoitterne. Det begynder med en nedkørsel, der får feltet op i høj fart, og går over i en stigning på en til to procent resten af vejen. “Det er altid alt for langt,” siger Nol. “Det suger al energi ud af dig.”
At cykle på brostenene er en kunst. Det er et spørgsmål om at sidde oprejst og holde med et løst greb oven på styret. Nol foretrækker at køre med lavere kadence i et højere gear for at få bedre vejgreb og kontrol. 75-85 o/min er hans sweet spot.
I det mindste var det tørt på denne tur, selv om de lumske veje var dækket af møg. Hvad gør man, hvis brostenene er mudrede og ens hjul glider rundt på dem? “Bed til Gud!” griner Nol. “Nej, det handler først og fremmeste om at finde den rigtige linje. Toppen af vejen er sikrest, men hvis den er smal og våd, er den også et farligt sted at være, og så kan vejkanten være bedre.”
På de fleste brostensstrækninger har vejen et toppunkt, hvor det er bedst at cykle. Men det mønster kan man glemme i Arenberg, hvor brostene er spredt overalt uden orden eller logik.
At få succes her kræver forsigtighed, dygtighed og en del held. “Jeg cykler ofte sammen med Lars Boom, som er tidligere profrytter. Han vandt den våde Roubaix-etape i Tour de France [i 2014]. Han har altid givet mig det råd at lade cyklen gøre, som den helst vil. Hvis du holder farten oppe, har du en bedre chance for at holde dig oprejst,” siger Nol.
Jo længere ind i Helvede i Nord, man kommer, jo mere landligt og tidløst bliver landskabet. Nol foretrækker at cykle alene. “Jeg synes, at det smukkeste ved Roubaix er, hvor mennesketomt det er. De tomme landsbyer, de endeløse marker uden noget,” siger han.
Når man så rammer brostenene, bliver den naturlige ro straks forvandlet til et hektisk mentalt spil. “Jeg kan godt lide, at ens verden pludselig bliver meget lille. Man er opslugt af adrenalinsuset og behovet for at køre så hurtigt som muligt, men samtidig holde sig oprejst og vælge den rigtige linje. Så al tomheden omkring én bliver komprimeret til et lillebitte fokuspunkt.”
Under løbet tilføjer kampen mellem konkurrenterne endnu en dynamik. At køre hurtigt på brosten er hårdt nok, som det er, men prøv så at holde hovedet koldt, mens du samtidig udveksler albuer med 60 km/t. Profryttere er bare lavet af et andet stof.
På hjul med mestrene
Nols yndlingsstrækning er også den mest afgørende i Paris-Roubaix: Carrefour de l’Arbre. Det var ikke mindst her, Dylan van Baarle vandt løbet i 2022. Det, der gør denne 2100 meter lange udfordring særligt vanskelig, er placeringen i løbet: bare 15 km fra mål. Den kombinerer lange lige stræk med adskillige krævende sving. Det er ikke nemt at køre hurtigt i sving uden hældning på brosten, og flere tidligere favoritter har bukket under her.
“Første gang jeg prøvede det, kunne jeg slet ikke fatte det. Det er sindssygt. Nu synes jeg efterhånden, at jeg er ved at lære det at kende. Nu ved jeg præcis hvilke brosten, jeg skal ramme,” siger Nol.
“Jeg plejede at have virkelig svært ved det. Men hvis man tager svingene på den rigtige måde, kan man holde sin topfart, og så er det nemmere. Så kan man bruge hældningen til at holde sit vejgreb. At kende de rigtige linjer sparer en masse energi, og det hjælper også, hvis man ikke spilder energi på at holde for stramt fast på cyklen.”
Når Nol kommer ind i løbets målområde, André-Pétrieux-velodromen, eller når han ser de berømte, rå brusekabiner, kan han mærke stedets historie. “Det er de samme veje, som rytterne kører på, og som man har set i tv hundrede gange før,” siger han.
Hans yndlingsudgave af Paris-Roubaix er 2016, som blev vundet af Mathew Hayman. Det er en ikonisk fortælling om en underdog, en erfaren australsk hjælperytter, der går fra skader og cykling på hjemmetræneren til toppen af sejrsskamlen.
Uanset om det er mudret eller støvet, er der få andre cykelløb, der leverer så stort et kick og giver os minder, der står så klart i hukommelsen. Måske er det det tidløse aspekt ved Paris-Roubaix: cykler og materialer bliver løbende forbedret, men det er stadig mennesket og maskinen mod elementerne og de usædvanlige kræfter. Det er stor sport, der møder episk drama, hvor det handler om alt eller intet.
Næste morgen vågnede Nol op med smerter i håndled, håndflader og lænd, men med sin lidenskab i behold. “Det er en god ømhed, kan man sige. Man ved, at det er på grund af Roubaix og brostenene, så det er okay. Især når man ser tilbage på sine billeder og Strava: det var det hele værd.”
Det ville gøre mere ondt ikke at cykle på disse særlige strækninger, der er indbegrebet af Paris-Roubaix. “Bare tag dertil,” insisterer Nol. “Du vil ikke fortryde det – selvom du måske vil tænke tanken et par gange, mens du sidder på cyklen. Når du er kommet igennem, er det et helt særligt minde.”
Paris-Roubaix Femmes
Fakta og tal
Dato: 8. april 2023
Start: Denain
Slut: Vélodrome André Pétrieux, Roubaix
Rute: 145,4 km
Brosten: 30 km
Strækninger med brosten: 17
Paris-Roubaix
Fakta og tal
Dato: 9. april 2023
Start: Compiègne
Slut: Vélodrome André Pétrieux, Roubaix
Rute: 256,6 km
Brosten: 54 km
Strækninger med brosten: 29
Del denne artikel
