Hvad er det for en mystisk aura, der er omkring de højeste bjerge? Hvorfor er vi så opsatte på at lide i stilhed på ensomme opstigninger for at nå skyomkransede toppe? Vi tager med Sophie Moser gennem Julier-passet for at lære mere om vores fascination af at udfordre tyngdekraften med cykling i bjergene – og hvorfor vi bliver ved med at komme tilbage efter mere.
Julier-passet er en af Sophie Mosers yndlingsstigninger, efter at hun er flyttet til Schweiz. Små røde toge passerer over os, mens den sneklædte vej bugter sig gennem maleriske landsbyer. Disse bjerge får os til at stoppe op og måbe. De fascinerer os og inspirerer os til at besejre dem for enhver pris. Men selv verdens smukkeste landskaber hjælper ikke, når dine ben er brugt op. Nogle gange er virkeligheden skånselsløs: Du må kæmpe både mod dig selv og mod stigningen.
På sådan en tur sidste sommer mærkede Sophie det på sin egen krop. "Det var så smertefuldt. Jeg ventede på, at det skulle føles godt. Det var en dag, hvor jeg satte spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg gør det her," fortæller hun os.
Længslen efter bjergene
Sophie er vild med, når det går op ad bakke. Hun har tidligere vandret i Himalaya, og nu cykler hun op og ned ad de største bjerge i Spanien, Frankrig, Italien og Schweiz, hvor hun bor nu.
"Bjerge har altid påvirket mig på en helt særlig måde. De giver mig fred i sindet, men fylder mig også med energi," siger Sophie. "Man føler sig så lille, når man er omgivet af disse bjerge, og når man kommer op på toppen, er det altid en meget stor følelse, fordi man klarede det."
At bevæge sig op ad bakke er et meditativt mikroeventyr for Sophie. "Det, jeg godt kan lide ved klatring – og som jeg ikke oplever på flade ture – er, at når jeg træder i pedalerne, fokuserer og koncentrerer det mig. Jeg bliver meget klar i hovedet. Hvis jeg har haft en travl dag eller et stort projekt på arbejdet, hopper jeg op på min cykel, træder i pedalerne og får styr på mig selv."
Det bliver endnu bedre, når stigninger i Alperne som Julier-passet sender rytteren gennem fire årstider på en enkelt tur. "Man begynder nede i dalen, alting vokser frem, naturen eksploderer. Og for hver meter, man klatrer, ændrer naturen sig, og pludselig er man i vinterens kulde. Og når sneen så smelter, kan man høre fuglene og vandet."
Sophie blev interesseret i cykling, da hun var i starten af tyverne, på grund af sportens fart og enkelhed. Kortere ture omkring hendes hjemby München blev til noget helt andet, da hun flyttede til Schweiz. Det gik op for hende, at hvis det skulle være virkelig spændende, måtte hun cykle højere op og længere ud.
Læringskurven for en ny cykelrytter kan være lige så stejl og skræmmende som en gedesti i Pyrenæerne. Da Sophie startede, var hun flere gange nødt til at stoppe for at få vejret på længere stigninger. Alligevel meldte hun sig til Highlander Radmarathon i Østrig: 160 kilometer med 2.400 højdemeter. Men hendes første landevejscykel, en gammel De Rosa, var udstyret med en standardgeargruppe, så hun kunne ikke holde pedalerne i gang op ad bakke.
Hun brød grædende sammen, mens hun kæmpede mod både pedalerne og trangen til at vende om. Dårlige dage på cyklen er ikke sjove, men oplevelser som disse kan følge os gennem hele vores cykelkarriere, og vi kan lære af dem, at vi har styrken til at overvinde tilsyneladende umulige odds.
Custom Koba Pro
Det perfekte set-up hjælper med at undgå skuffelser. På Sophies Koba Pro customcykel med DURA-ACE-gruppe og Di2 har hun nu en 11-34T-kassette, så hun kan cykle på hårde stigninger dagen lang. "Når dine ben er syret til, så er det slut. Jeg vil have et gearforhold, der hjælper mig med et letgående pedaltråd. På et tidspunkt indså jeg, at når jeg holder en bestemt kadence, kan jeg træde i pedalerne for evigt."
Samtidig giver Sophies Shimano C50-hjul hende en sikker følelse på begge sider af bjerget. "Man er også nødt til at køre nedad. Jeg elsker, hvordan min cykel føles, og hvor præcis den er. Jeg ved præcis, hvad hele systemet gør: Når jeg bremser, bremser den. Når jeg skifter gear, skifter den. Cyklen gør, hvad den skal gøre. Og for en kvinde med hænder af normal størrelse har bremsemanchetterne og grebene den perfekte ergonomi."
Med tiden har Sophie lært mere om ernæring og energi på turene og om at klæde sig i lag i de kolde schweiziske vintre. Hun har taklet større udfordringer med højere bjerge og længere ture. "På et tidspunkt indser man, at jo mere man cykler, jo bedre bliver det. Jo lettere er det. Så begyndte jeg at nyde at klatre."
"Det, jeg godt kan lide ved stejle stigninger, er, når pedaltrådet bliver forbundet med min vejrtrækning. Det er en rytme, jeg kommer ind i. Og når det så bliver hårdere, tænker jeg ikke rigtig på noget. Det er bare mig, cyklingen, cyklen og så den stigning, jeg ønsker at klare."
Hendes DURA-ACE effektmåler giver hende konstant viden om hendes fremskridt. Med kolde, hårde data ved hun, at hun kører hurtigere, selv om det gør lige så ondt.
Efter fem års arbejde på at forbedre sig vendte Sophie tilbage til Highlander Radmarathon og sluttede som nummer to i sin aldersgruppe – to en halv time hurtigere. Denne gang var de eneste tårer glædestårer.
Selskab på turen kan også være med til at ændre oplevelsen i forhold til at køre solo. "Jeg kan lide begge dele. Men det er mere intenst at cykle alene. Nogle gange skal man kæmpe med sig selv, og der er ingen at tale med," siger hun.
"Man regulerer sig selv, taler med sig selv, motiverer sig selv. Og nogle gange cykler jeg ret langsomt. Men andre gange, når jeg har en god dag, går jeg all in og presser mig selv virkelig hårdt. Cykling har også lært mig, at det nogle gange bare ikke virker, og så er jeg helt færdig. Men efter hver nedtur kommer der en optur igen."
Efter sin dårlige dag på Julier-passet tog Sophie fat på Route des Grandes Alpes, der byder på 17 bjergpas og mere end 7.000 højdemeter mellem Genèvesøen og Nice. Hun besluttede sig for at tage sin drømmetur én dag ad gangen. "Det var det bedste nogensinde. Jeg ved, at det bare er en dårlig dag, og at der nok skal komme en god dag."
De klassiske cols: Galibier, Madeleine, Izoard
Alle cykelryttere har barndomsdrømme og langvarige ambitioner om at bestige et majestætisk bjerg. I 2019 fulgte Sophie sine drømme og tog for første gang fat på de franske alper. Col du Galibier, Col de la Madeleine, Col de la Croix de Fer. Hver af dem har sin egen personlighed, grundfølelse og særlige natur, og er gennemsyret af Tour de France-historie.
Hver gang vi klatrer, kommer der på et tidspunkt et fantastisk øjeblik på toppen, hvor vi bliver overvældet og ikke kan finde ord. Naturens enorme storhed, de franske alpers vilde skønhed, disse øjeblikke af fuldstændig ærefrygt minder os om, hvor vigtigt det er at cykle på disse veje. Da Sophie stod på toppen af Col d'Izoard med bankende hjerte og besværet åndedræt var hun dybt tilfreds.
"Man indser, at man faktisk er i stand til at gøre mere, end man tror – som at bestige Mont Ventoux tre gange på en dag," siger hun. "Jeg kan ærligt sige, at jeg hellere vil opad end nedad, for det er bare så fantastisk."
Se med når Sophie Moser deler sin passion for at cykle op ad bjerge på Albula- og Julier-passene i Schweiz.
Bio
Sophie Moser brænder for at cykle og bestige høje bjerge. Hun har rejst rundt i Europa, bl.a. i Dolomitterne, Vogeserne, de franske og schweiziske alper og på Mallorca. Hun har besteget Mont Ventoux tre gange på en enkelt dag. Sophie har været involveret i #fastandfemaleSUI-initiativet siden 2020, og organiserer ture for og med kvindelige cyklister. Følg hende på Instagram @sophiemoser.
Del denne artikel
